Radionyt.comRadionyt.com
Radionyt.com

RSS


banner
banner banner
banner banner
banner banner
banner

banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner

 


Snak er kun et billigt ord
Torsdag 27. august 2009
Af Peter Thielst
 
UGENS KLUMME: Nu er der gået discount i det hele: low-budget eller nærmest no-budget. På P1, radioens gamle flagskib, nu reduceret til optimistjolle, ses dette mest tydeligt i den udbredte brug af snakkeprogrammer og den journalistiske omstilling til mikrofonholdere, voxpop og en evindelig redundans. Snakkeprogrammer er billige, ikke bare at producere, men også i substansen.
I 1840’erne havde man i København et ugeblad, som borgerne kunne indsende alle mulige beklagelser til om situationen i byen, vilkårene for det fælles liv osv., i det lønlige håb, at en offentliggørelse på print nok ville afstedkomme forandringer til det bedre. Politivennen hed det kære blad, for dengang havde ordensmagten endnu venner blandt de engagerede og kritiske byboere.

Havde Politivennen haft en aflægger i vore dage med navnet Medievennen, ville man have haft et sted, hvor man kunne fremføre sin kritik af såvel mediernes problematiske udvikling som journalistikkens skæve kurs – sikkert med samme naive håb om, at det ville nytte noget, som dengang på Kierkegaards tid, hvor der dog skulle en koleraepidemi til, før man hankede op i renovationen, kloakeringen og vandforsyningen i den plumrede by.

I dag skal der vist også en omgang mental kolera til for at få medierne – her især radio og tv – til at ranke sig og atter levere det, de i deres korte historie har vist sig bedst til – kvalificeret oplysning og kritisk, hudflettende journalistik: noget, man som menneske kan blive klogere af, og noget, man som demokratisk medaktør kan blive opgraderet af. Når det ikke sker af sig selv eller efter saglig, velbegrundet kritik, er årsagen dels den, at radio/tv er blevet frisat til at leve på kapitalens almindelige markedsvilkår (hvor begæret efter antal lyttere/seere, med eller uden reklamekroner som effekt, jævner kvaliteten og vægter plat underholdning frem for alt muligt andet) – og for Danmarks Radio (som egentlig burde være upåvirket af dette vilkår) dels den, at der her som følge af egen dumhed (inkompetente byggeambitioner) og politisk ditto er røget penge ud af kassen i et omfang, så det slet ikke er muligt at opretholde en anstændig produktion. Som de fleste andre steder i dette et af verdens rigeste lande skal der nemlig spares og spares, og til sidst er der ikke råd til andet end en ’kradser’ og en pose billige chips fra Netto. Monopolet var ikke en garanti mod denne udvikling; det var den politiske vilje, der lå bag.

Og snakken går
Den tid er forbi, så nu er der gået discount i det hele: low-budget eller nærmest no-budget. På P1, radioens gamle flagskib, nu reduceret til optimistjolle, ses dette mest tydeligt i den udbredte brug af snakkeprogrammer og den journalistiske omstilling til mikrofonholdere, voxpop og en evindelig redundans. Snakkeprogrammer er billige, ikke bare at producere, men også i substansen: dels fordi de sjældent handler om andet end kendisser og meninger, glosuppe og pulverkaffe; dels fordi de aldrig er tilrettelagt, dvs. grundigt planlagt og produceret med kyndig teknikerbistand, men blot ’sat i gang’, som det så kækt hedder om det mest dubiøse program af slagsen, P1 Debatten. Det handler her om at få nogle mennesker, der elsker at ordgyde i tidens toneart (noget med ’udfordringer’ og ’dialog’, ’mangfoldighed’ og ’uacceptabelt’, ’komme på banen’ og ’have et bud på’) og lufte uforbeholdne meninger, hidset op til en fægtning, der ikke har noget andet mål end at få tiden til at gå på en ’spændende’ måde.

Det er ikke meningen at flytte synspunkter eller at blive klogere, men handler kun om at heppe på sig selv og pege fingre af sine modstandere – med programværten som indpisker og markskriger. Bagefter er det hele glemt, om end vi på falderebet altid opfordres til at genhøre og downloade via nettet, hvor man sandelig også kan ’blande sig i debatten’. Hvilken debat? Den er jo både iscenesat, dvs. smart fundet på, og sat op for mundhuggeriets skyld, og gennemført på skrømt, dvs. uden alvor og respekt for argumenter, endsige gode grunde. Det hele er nemlig lige meget, alle har jo ret til at have en holdning, som man siger…

Snakkeprogrammer har selvfølgelig intet med journalistik at gøre, lige så lidt som Svend Pedersens gamle program ’Den nysgerrige mikrofon’, hvor man i det mindste kunne vælge en plade! Mange interviews er i øvrigt lavet på samme måde som ’Den nysgerrige mikrofon’, dvs. uforberedt og uredigeret og især uden opfølgende, kritiske spørgsmål, der kan sortere og fastholde en linje. Straks man har forvildet sig ind på et interessant spor, bøjes der af med replikken ’Det vender vi tilbage til senere’: mediets svar på coitus interruptus! For det meste er det da også nok, at folk blot snakker om sig selv, som de nu har lyst til – med en masse selvhøjtidelighed og interviewer-benovelse til følge. Helt galt går det derfor, når man – som det sker hver dag i indtil flere radio/tv-aviser – forveksler interview med voxpop, eller forveksler voxpop med ’folkets røst’ og bilder sig ind at have leveret vigtig public service og høj demokratisk mediebevidsthed. Tænk, at man lærer den slags på journalistuddannelserne; så hellere en omgang gammeldags sladder med rygter og lumre antydninger.

Gentagelser
Når jeg taler om redundans som en del af den nye stil på det nedsparede P1 (og andre steder i DR, radio som tv), så er det et mangehovedet uhyre. En ting er de mange genudsendelser, som dominerer (og ikke kun om sommeren!), og som i sig selv er et sælsomt fænomen, nu hvor alt kan genhøres på nettet og downloades til ipod osv. Til genudsendelserne hører også de mange programsmagsprøver, som i P1 Morgen lægges ud som mellemlagspapir for de mange snakkeindslag, og de ’genudsendelser’, som dagen igennem plager radioavis efter radioavis – som om der intet nyt er hændt, og intet væsentligt er at føje til eller nuancere med. Der er meget båndslynge at skulle stå igennem, men det er billigt, især hvis man kan huske at trykke på den rette knap, når det lille indslag skal springe frem igen. Og ellers har man nok en eller anden stakkels praktikant sendt ud på åstedet for at berette om ’stemningen’ og gentage, hvad studieværten lige selv har sagt.

Nej da, vi tager den én gang til for Prins Knud, i tide og utide (gælder ikke mindst DR’s egne, selvglade reklamespots!). Det sker også i den type redundans, som indfinder sig i mange snakke- og interviewsammenhænge, hvor studieværten igen og igen bruger tid på at resumere det netop fremførte og derpå beder sit offer om accept: ”Jo, sådan kan man da godt udtrykke det.” Den slags gentagelser går der tid med, og så har man jo ikke blot sparet penge, men også saglige anstrengelser. En variant af dette greb er at formulere og stille spørgsmål, som enhver idiot kan regne svaret ud på – hvorefter man også kan resumere det, så den sidste tåbe har fattet pointen: ”Du mener altså, at folk har tilbøjelighed til at tage varmt tøj på, når det bliver koldt?!” – ”Ja, det mener jeg faktisk.”

En ny undersøgelse viser
Journalistik turde være at undersøge virkeligheden og berette kritisk om det, der foregår i den realitet af magt, interessekonflikter og strategiske manøvrer, vi alle er berørt af. Journalistik er ikke at opfinde virkeligheder eller selv at skabe nyheder, men jeg anerkender, at det både er dyrere og mere besværligt selv at drage ud i virkeligheden end hjemme at få en fiks idé og derpå sætte et callcenter til at fremtrylle lidt signifikant statistik. Så kører maskinen igen, og først og fremmest: så har vi igen noget at snakke om, være bekymrede over og have meninger om. Og det er dels billigt, dels ikke værd at følge op på – medmindre, som det jo sker, en eller anden ivrig politiker tager tråden op. Se, så har man for alvor været med til at ’sætte dagsordenen’.

Jeg tænker på det væld af ’nye undersøgelser’, hvis forbløffende indsigter kan formuleres i procenter eller, endnu bedre, forenkles til slaglinjer af typen ’4 ud af 5 danskere mener…’, ’7 ud af 10 muslimer lider af…’ og ’6 ud af 8 sorte bøsser føler sig…’ Straks er der dømt krise og bekymring, men det virkeligt syge er den type journalistik, der her fører sig frem og producerer nyheder og sensationer ud af ingenting. Det hele baserer sig på den statistiske lemfældighed, som alle lige fra et hold 9. klasses elever på udflugt med spørgeskemaer til diverse opinionsinstitutter bringer i anvendelse for at stampe nogle skråsikre udsagn op af jorden – og på den slendrian, der præger de spørgsmål og det valg af emner, der skal igennem denne hakkemaskine. Den ene dag er et flertal for politiets indsats i Brorsons kirke, den næste dag er det imod, for hvad spørger man om, dvs. hvad vil man gerne høre? hvad er der mest konfliktstof i?

Det journalistisk betændte er, at det er medierne selv, der sætter disse ’undersøgelser’ i gang: slet og ret bestiller dem i serier, så man næste dag og ugen ud kan bygge sine hovedindslag på disse forbløffende nye resultater og diverse Kloge-Åge’rs skarpe kommentarer. Hvis det skal kaldes journalistik, så er begrebet trivialiseret eller tivoliseret til et nulpunkt: pjank, narrefisse, simili. En forudsætning for, at denne måde at lave nyheder på kan komme på skinner, er naturligvis, at der er nogen, der tager sig af alle disse forbløffende procenttal og konklusioner – enten tager dem alvorligt eller blot tager dem som anledning til selv atter at komme i medierne og profilere sig. Men i senmoderniteten, hvor kritik og selvkritik er blevet tabu, går det gesvindt, så ’nye undersøgelser’ afføder en lind strøm af udtalelser fra alle de snakkesalige ’forskere’ og scenesyge ’samfundsdebattører’, der har rigeligt med bekymrede meninger på lager. Og man kan jo altid etablere lidt modvægt (hvis det skulle vise sig nødvendigt) ved at drage ud i et butikscenter og score lidt voxpop.
Det uhyggelige – for nogle sikkert hyggelige – ved alle disse ’nye undersøgelser’, som alle medier fylder deres flader og sider op med, er, at de giver os et indtryk af, at der ikke foregår andet ’historisk’ og ’unikt’ i verden, end at danskerne nu igen har overhalet sig selv i kunsten at være på tværs eller ligefrem ’udfordre sig selv’. Man har jo et standpunkt, til man tager et nyt, og det kan morgendagen så brodere lidt statistik på og kolportere som stur-stur sensation. Det handler ikke om ”Peace in our time”, men om pis i vor tid – om at snakke sig fra problemerne og dulme sig med det medievalium, hvis ingredienser er små, overskuelige hændelser og hverdagsbekymringer i drypform, så frygten let lader sig aflede med en krimi eller såkaldt spændingskomedie.

Er du enig, så send en skærv til Giro 413 og ønsk dig ’Tak er kun et fattigt ord’. Selvtak.



Af Peter Thielst, forlægger og forfatter, mag.art. i filosofi.

(Denne kommentar baserer sig på mine to kronikker i Information om emnet, hhv.”Når debatten er iscenesat” 18.3.2004 og ”Journalistiske falliterklæringer” 17.7.2009. Seneste bogudgivelse er Kroppens idéhistorie. En grundbog, DET lille FORLAG 2008.)



Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




  · Ingen ledige job netop nu



  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002
  · 2001



  · Ny dramaserie på DR Ultra
  · DR Dokumentar tjekker 'De dyre direktører'
  · Piv Bernth stopper som dramachef i DR - tre producenter stopper også
  · TV 2-julekalender med magi og sang bag lågerne
  · 'Samme tid næste år' - nyt livsstilsprogram
  · Landskamp blev mest sete udsendelse - nogensinde - for Discovery Networks
  · Norge: Alene en hel vinter i de norske fjelde
  · Simon Talbot gør grin med svenskerne i nyt show på Comedy Central
  · Ny aftale betyder mere nordisk drama
  · DR henter tv-chef i Sverige



  · -